Quantcast
Channel: Alice´s Eventyrland
Viewing all 127 articles
Browse latest View live

Årets julegave ide!

$
0
0


Hvad enten det er dig selv som ønsker en bog med billeder af betagende, smukke haver, eller det er som gave til en kær have ven eller veninde!
Bogen er det smukkeste værk jeg endnu har set om haver, og den flyder over med billeder i den helt særlige stemningsmættede, romantiske havestil, som jeg elsker. Der er så meget skønhed at nyde, og inspiration at hente, at man slet ikke kan rumme det hele på een gang!
Fordi bogen er så mættet af indtryk, fanges ens opmærksomhed af nye billeder hver gang man åbner den, og samtidig bliver man helt afhængig af gensynet med sine yndlings haver.

Mine foto af bogen, yder den slet ikke retfærdighed i kvaliteten! Men alligevel nogle eksempler:







Jeg har været have nørd i årevis, og altid nydt billeder af skønne haver, men for 15-20 år siden, var det en ørkenvandring at finde billeder af virkelig smukke haver! Heldigvis fandt jeg nogle engelske bøger, med gode eksempler på haver i den stemnings mættede stil, og var der blot 2-3 gode billeder, så købte jeg bogen!
Flere Magasiner havde ind imellem også en rigtig fin artikel om en særlig smuk have, og jeg samlede dem i plastlommer, og har dem endnu, som et skatkammer af skønhed og inspiration!

Claus Dalby´s bog: Romantiske haver, er et værk hvor hvert eneste billede er mættet af skønhed og stemning!
Tænk engang, at vi i lille Danmark, huser en mand med en så stor passion for smukke haver, at han rejser Europa tyndt for at tage billeder af haver så skønne, så de næsten tager vejret fra een, og derefter serverer dem på et sølvfad for os!

Hvor er vi heldige! Sådan føler jeg det ihvertfald, og jeg er ham dybt taknemlig fordi min ørkenvandring endelig er slut! :)

I mine øjne er bogen et tidløst mesterværk indenfor havebøger, som fortjener international udgivelse. Ingen have bogsamling er komplet uden den!


Bogen kan købes: Her

Glædelig Jul

$
0
0



Jeg ønsker jer en rigtig Glædelig Jul & et lykkebringende Nytår!

Samt Tak for hyggelige havekig og hilsner i det forgangne år!

Kærlig hilsen Alice

Lidt vintergodt...

$
0
0
mens vi venter på foråret.


Bortset fra Jul og snevejr, syntes jeg at noget af det bedste ved vinteren, er den daglige vandretur i skoven, hvor vi kan gå på opdagelse på tværs af stierne, uden risiko for flåtoverførte sygdomme.
Det er først og fremmest fordi jeg elsker skoven, men for et par år siden, kostede det mig over 4.000 i dyrlægeregning og medicin, at vores hund var bidt af flåter, og så lærer man altså at nyde vinterskoven mere intenst!
Faktisk bruger jeg naturen som "min have" i vintermånederne, og den er min største inspiration til min egen have. Umiddelbart virker alt i dvale derude, men der er så meget skønhed at finde. F. eks. virker mos både kønnere og grønnere i vintermånederne:


 Her er der 3 forskellige slags mos rundt om et rodstykke

Skoven er stadig grøn, selvom det er vinter... blot på en anden måde.


Midt om sommeren, lægger man ikke så meget mærke til sten i skovbunden, men i den lyse vinterskovbund, fremstår de smukkeste mosklædte sten som skulpturer. Nettop sådan en stor sten, har jeg i årevis ønsket mig i min have.
Heldigvis kan jeg nyde dem i min "vinterhave" på deres naturlige plads i skoven:








Er det ikke bare nogle fantastisk smukke sten? :)

Fra børnene var små, har vi haft undulater. I starten i voliere, men da vi flyttede, byggede jeg et klædeskab om til fuglebur, hvor der kun var tråd der hvor lågen havde siddet. På januarudsalget i år, fandt jeg imidlertid et fuglebur i gammel victoriansk stil, som med lidt ekstra pynt i toppen, samt en gang maling, blev så smukt at fuglene nu er rykket ind i stuen!
Her kan de nyde den lave vintersol og udsigten over haven...


Men hvad jeg ikke kunne forudse, var at der fandtes interesserede udefra, som havde fået udsigt... ind til buret!

Flaksen og bump mod vinduet, påkaldte min opmærksomhed, og til min overraskelse sad denne spurvehøg lige udenfor vinduet, og kiggede sultent ind på undulaterne!

Den prøvede flere gange at angribe, men blev standset af vinduet, så efter at have taget nogle billeder gennem ruden... åbnede jeg døren, så den fløj væk. Det var for dens egen skyld, da jeg frygtede at den blev skadet mod ruden.




Spændende at se sådan en smuk rovfugl så tæt på!


De lange mørke aftener har budt på hygge og håndarbejde. De første 2 år hvor jeg anlagde haven, og især da jeg begyndte at blogge, da koncentrerede jeg mig så meget om haven i vinter månederne, at vinteren føltes meget, meget længere. Jeg kommer ganske enkelt lettere gennem vinteren ved acceptere mørket, og koncentrere mig om alt mulig andet!

Rygstykket lavede jeg for 2 år siden, men måtte opgive resten p.g.a. den dumme gigt. I år har jeg dog vovet at prøve at gøre den skønne Kaffe Fassett trøje færdig, og nu er begge ærmer i hus! ;)



Derudover er det blevet til nogle forårshandsker og halvvejs med et hæklet slumretæppe. Tæppet er langt nok til at ligge over benene mens jeg hækler det, så det er rigtig hyggeligt arbejde!
Det der interesserer mig ved håndarbejde, er farvesammensætning. Fuldstændig ligesom i haven, så det føles meget som 2 sider af samme interesse.

Nu er foråret jo heldigvis lige om hjørnet... og det fornægter sig ikke... at det er haven som mit hjerte virkelig banker for! Hvor jeg dog glæder mig! :)

De dejligste forårstegn

$
0
0

Havens første tulipaner er sprunget ud og sammen med den rosa stenbedsplante, spreder de glæde og løfter om de kommende måneders have oplevelser. Det er sorten: ´Light and Dreamy` i det lune bed langs terrassen.


Anemonen har prydet skovbunden i et par uger, og det er skønt at møde folk på vej hjem fra skoven, med en buket anemoner i hånden og glade smil på læben.


De sidste par dage er bøgen begyndt at springe ud, og så kan hverken kold blæst eller varsel om nattefrost, slette følelsen af at nu er det endelig rigtig dansk forår!


Billedet herunder kunne jeg ikke stå for; Anemoner i skovbunden og udsigt til blå himmel og blafrende dansk flag :)


Hjemme i drivhuset, er Lady Hillingdon allerede i fuld gang med store lovende skud, så her vil snart dufte himmelsk af roser. Det er en stor glæde at kunne tage forskud på sommeren, med en rose under glas.


Med de varmeste hilsner og ønsker herfra, om et dejligt forår til jer alle!

Tulipaner og en Pinserose

$
0
0
Først vil jeg sige jer Tusind Tak for jeres søde hilsner! Det er en stor glæde for mig at I kigger forbi bloggen, og stadig har lyst til at lægge en kommentar, selvom jeg ikke er i stand til at svare eller kommentere hos jer. Jeg håber stadig at en pc kyndig kigger forbi en dag, og har tid til at se på det, så alt kan blive i orden igen.

Tea-rosen Lady Hillingdon har fået sin første smukke, kantarel-gule blomst i dag. Rosen står i uopvarmet drivhus, men det er nok til at hun blomstrer en måned tidligere end den store rosen blomstring, som starter i midten af Juni. Det er vidunderligt, sådan at kunne nyde roser over en længere periode, og kan varmt anbefales!
Denne rose er frostfølsom, men den klarer sig godt under glas, uden at få meldug af varmen.
(I mit sidste indlæg, viste jeg denne rosenplante med masser af nye røde skud, så det er hurtigt at den allerede er i blomst)



 I haven er det tulipanerne som har regeret i de sidste par uger. Herunder er det Magic Lavender, da den stod smukkest for en uge siden:


 samt Purissima, som er afblomstret nu...


Herunder er de mørke Negrita & Purple Prince, og den lyse Sweet Love, stadig friske at se på:


Det er disse tulipaner som har holdt sig smukke i længst tid. Jeg ved ikke om det er mig der er kedelig, men som I kan se... har jeg valgt tulipaner i samme farver som jeg har valgt roser! :D


Herunder en ny vinkel jeg fandt, mens jeg gik og tog billeder af tulipanerne. Spejlbassinet er ganske vist lige blevet renset, men vinklen er da dejlig at se på! :)



Magic Lavender er næsten afblomstret herunder, men farven er stadig smuk sammen med Forglemmigej og Lunaria:

Sarte lyse tulipaner sammen med Forglemmigej og Lunaria, og med Camassia i baggrunden.


Vidunderlige Magic Lavender:

Den fine stribede, som jeg blev fristet af i Brugsen/Kvickly:

Den underskønne Sweet Love på følgende billeder:



Sweet Love starter med en sart ferskentone, som så blusser stadig mere i rosa/violette toner.


Til slut lige et par skovbilleder mens løvet er helt frisk & vårgrønt:



Jeg vender meget snart tilbage med et indlæg, fordi... i år... sker det! Det jeg har glædet mig til i 5 lange år!!!

Jeg ønsker jer en dejlig Pinse, og forhåbentlig bedre vejr end de har lovet! :)

Endelig blomstrer "Lawrence"

$
0
0


Den lille pind jeg plantede for 4 år siden (forsommer 2012) er nu som et brusende vandfald af duftende, blålilla blomsterranker! Hvor har jeg glædet mig til dette syn!


Da jeg købte den, anede jeg ikke at denne var den langrankede type, for jeg holder så meget af den helt almindelige blåregn, men snart skal vi igennem et helt gardin af blomster, når vi skal ud i haven!
(den havde 3 blomster sidste år, så der oplevede jeg hvor lange rankerne bliver i slutningen af blomstringen)


Men smuk og stemningsfuld er den at skue! :)


Den skønne Acer shirasawanum Àureum´ har virkelig fået sig en rival i Majhaven!


Margaret Merrill er så smuk i udspring, og den dufter vidunderligt. Den trivedes ikke i haven, så for et par år siden, gav jeg den en chance i krukke, inde i drivhuset. Der stortrives den og får aldrig mere syge blade. Den ses i venstre side på billedet herunder, og i højre side er det Lady Hillingdon:


Jeg fandt også to udsprungne roser op ad den lune syd/vest mur ved huset, det er først Gloire de Dijon og derefter Alchymist. Så er sommeren for alvor skudt igang! :)





24/5  Tusind Tak for jeres kommentarer! :)
Jeg havde den almindelige blåregn hvor jeg boede før, og troede blot det var  fordi den var så ung endnu, at den ikke blomstrede ret meget, så sorten betyder nok noget. Sidste år havde denne "Lawrence" variant nogle få blomster, og da var jeg faktisk lidt skuffet fordi farven er lidt blegere end den almindelige blåregn. Nu er jeg bestemt ikke skuffet mere!

Hermed et frisk morgenbillede hvor den ses inde fra huset:


Et par friske solnedgangs billeder fra 24/5 herunder:



Farverne er eventyrligt smukke i solnedgangen! Jeg er bare såååå glad for denne blåregn :)

Hvis du har lyst til at se billeder af blåregnen og vinplanten i 2012, så klik her og her


Nu er sommeren lige om hjørnet, og jeg ønsker jer en vidunderlig en af slagsen!! :)

Sommer og roser :)

$
0
0
Varmen har virkelig sat gang i blomstringen og Hurdal rosen forvandlede sig på et døgn, til et eventyrligt rosentræ! Den blomstrer blot een gang, og dufter ikke synderligt, men til gengæld har den lige det der... noget, som gør den helt magisk smuk. Den er ligesom roserne males i eventyrbøgerne:


Da jeg fik billederne i computeren, fik jeg til min overraskelse øje på at Mme. Alfred Carriere også er sprunget ud i toppen, bagved Hurdal rosen:


Ved krukke hjørnet er La France også sprunget ud. Desværre er hjørnet lidt rodet at se på, men La France er ikke vild med nordens kulde, så den blev plantet her pga. den lune mur, og ser ud til at stortrives her:


(4 maj, et døgn efter det første billede af La France, det går bare så hurtigt i varmen.)

Herunder er det Alchymist og Gloire de Dijon, som ligeledes nyder pladsen op ad den lune mur:






Ude i bedene er Souvenir de Mme. Auguste Charles begyndt at blomstre, og helt oppe i toppen er Erinnerung an Brod også ved at starte sin årlige overdådige blomstring:




De dejlige Iris Germanica fra min gamle have, trives heldigvis langs huset. Jeg mistede over halvdelen af dem det første år i denne have, fordi jorden her er for muldrig og fugtig for dem.

Herunder er det den skønne rugosa rose Hansa, som er en ekstrem hårdfør rose der klarer sig i bagende hede og tørke, langs sydmuren af boligforeningens fælleshus. Nogen har brokket sig over at den aldrig blev passet, så for at undgå at den bliver fjernet, er jeg begyndt at luge og beskære den lidt. Jeg nyder i den grad udsigten til den fra mit køkkenvindue.


4 maj: Tak for jeres hilsner! :)
Man bliver selvfølgelig glad når roserne går igang med at blomstre, men jeg havde håbet på et ordentligt regnskyld først. Varmen og tørke får blomsterne til at brænde alt for hurtigt af igen.
Allerede her til morgen er flere sprunget ud; Rose de Rescht, Rhapsody in Blue, Paul Noél, Geoff Hamilton og Wrams Gunnarstorp, men mine morgenbilleder blev ikke gode af dem, derimod lykkedes det med Ina an Mona, som ses herunder:


Læg mærke til den dejlige "buket" af Iris bag rosen:



Aïcha har blomstret nogle dag, men blomsterne bliver hvide og slatne lynhurtigt, heldigvis fik jeg lige fanget en gul blomst her til morgen :)

Herunder er det endelig den rigtige Warszawska Nike som blomstrer, det første eksemplar jeg købte, viste sig at være Julia Correvon. Denne er jeg meget glad for endelig at have i haven:


Multi Blue har blomstret nogle dage, det er en klematis jeg holder meget af. Læg mærke til roserne i baggrunden, det går altså rigtig stærkt i disse varme dage!



Rigtig god sommer til jer! :)

Vidunderlige roser... næsten uden ord :)

$
0
0
 Constance Spry & Wrams Gunnarstorp

 Heidi Klum

 Eden Rose syn. Pierre de Ronsard

Souvenir de Madame Auguste Charles

 La France

 Constance Spry & Erinnerung an Brod

 Wrams Gunnarstorp

Erinnerung an Brod & Constance Spry

Paul Noël

Paul Noël & Eden rose langs gavlen af vægdrivhuset.

Constance Spry & Wrams Gunnarstorp

Måske nogle allerede har lagt mærke til ændringen på ovenstående billede, eller i indlægget med Wisteria, men som man kan se herunder, har jeg lagt pladsen om hvor spejlbassinet var. Hele Maj måned har den været tørlagt, fordi jeg ikke havde mere regnvand, og da jeg skal gennem stuen til køkkenet for at fylde vandkander, så opgav jeg altså!
Selv i den våde sommer sidste år, havde jeg svært ved at holde vandstanden, fordi pladsen er alt for solåben og bassinet var for lavvandet.
Nu er der til gengæld plads til at tage møbler med herud, samt mulighed for at have krukker stående. Jeg er egentlig ret glad for resultatet:




Hermed spejlbassinnet in memory... et af de sidste billeder jeg har taget af det med vand i. Jeg glædede mig ellers så meget til at se krybetimian blomstre i revnerne mellem fliserne og bassinkanten, men det kan jo ikke nytte noget med et bassin uden vand i...   

Til slut vil jeg gerne vise krukkerne med agapanthus, som har fået selskab af selvsåede spansk bakkestjerne. Det er da en skøn kombination midt mellem limegule Alchemilla mollis blomster :)

12 juni: Tusind Tak for jeres søde hilsner!!!!! 

Ja, man føler sig i sandhed rig når haven flyder over af blomster og sommer! :)
Jeg har været inde på jeres blogge og nydt alle jeres underskønne roser, det ser vidunderligt ud!!!

Det er rigtig ærgeligt med spejlbassinet, det burde have været meget dybere på den solåbne lokalitet. Vandtønden bagved fordamper slet ikke så meget vand af sig, så jeg var ikke opmærksom på problemet. Måske en dag jeg genskaber det i dybere version, men det orkede jeg altså ikke der i maj.

Kameraet får ikke mange pauser i øjeblikket, i går aftes prøvede jeg at løfte det højt over hovedet for at fange den blomster rigdom, som jeg kan se fra stuen (ligger lidt højere end haven) på oversiden af rosenespalieret. Det er særlig i solnedgangen at jeg drages af det syn, så hermed lidt stemninger af de roser i toppen, som aldrig kan ses i detaljer eller duftes, da de sidder alt for højt...



Ja, og så lige et aftenstemnings billede af haven. Det er svært at gå indendøre før det er blevet mørkt! :)



Rigtig dejlig Weekend til jer!

Rosen Eventyret

$
0
0


I et par år gik jeg og legede med tanken om at lave en blog, der skulle fungere som samling af en masse billeder af hver eneste rose. Hovedformålet skulle være at give et bedre indtryk af den enkelte rose, ved at vise billeder af blomstringen i alle stadier og farvevariationer, samt af plantens helhed.

Da jeg sidste forår fandt ud af at jeg ikke længere kunne kommentere gennem denne blog (heller ikke som anonym) så realiserede jeg ideen, og kaldte den nye blog: Rosen Eventyret. Navnet er fordi det er sådan jeg har oplevet tiden, fra slet ikke at kunne lide roser (før 2001) og til den passion for roser som pludselig forandrede mine haver.

Øverst i højre side har jeg nu lagt et link til den nye blog (samme foto som herover) Den nye kommer ikke til at fungere som egentlig blog, for så bliver det igen uoverskueligt og der skal vælges måned/år for at se indlæg. Alle roser er lagt ind i samme måned, så de danner en enkel og synlig liste af navnene.

Desværre var jeg ikke forudseende nok til at opstille dem alfabetisk, idet meningen var at man fra denne blogs fane: Roser, trykkede et link til den nye blog. Roser findes øverst oppe, lige under titel billedet. Derinde er roserne ordnet alfabetisk, så det er lettere at finde en bestemt rose.

Hvorfor nu lave en blog bare for at vise roserne på en anden måde??? Jo altså... man er jo nysgerrig når man læser om en ny rose... men... når man googler et særlig navn, så sker det ofte at der bliver vist forkerte billeder. Det er misledende og irriterende med billeder af underskønne roser, blot fordi der er skrevet om den googlede rose, længere nede i teksten, inde på siden. Jeg har købt en forkert rose på den konto, og blev selvfølgelig skuffet...

Først og fremmest er det dog fordi jeg syntes at et enkelt foto af en rose, ikke siger hele sandheden, og selvom man måske godt kunne kategorisere sine indlæg under rosennavne også, så forekom det mig enklere at kunne link´s videre til et frisk domæne... som med tiden bliver spækket med billeder!

Hvorom alting er, så håber jeg at I vil nyde billederne på Rosen Eventyret! Der bliver løbende lagt nye billeder ind, så lige i dag vil jeg opfordre til at se nærbilleder derinde. I dag vil jeg nemlig koncentrere mig om havens helhed. :)

Det er første år at min Veilchenblau blomstrer uden at det hele er dækket af nyvækst. Jeg nyder dens farve her bag Erinnerung an Brod. Indtil fornyligt var det hævdet at disse to var forælder/barn, men selvom de ikke er beslægtede, så er de virkelig smukke sammen.

Herunder lidt stemningsbilleder ved forskellige lysforhold i løbet af dagen:




Selvom det øverste billede viser en vinkel med overvejende mørke roser, så er der masser af pasteltoner i haven, både af roser og stauder. De mørke klatreroser er engangsblomstrende, så de skal bare nydes fuldt ud, så længe det varer. Derefter hviler haven i de farvetoner, som jeg oprindeligt faldt for.


Varmen i maj har virkelig sat fart i denne dahlia.
Herunder er det vores søde kat som agerer levende skulptur...

Luna har nettop været nede for at drikke af vandhullet i bunden af haven.

Dette vandhul ligger mere skygget end spejlbassinet, så det fordamper ikke og det får ikke alger. Vandet er krystalklart og køligt. Da jeg anlagde det, fyldte jeg en masse ren lerjord i bunden af det, og nykkerosen trives rigtig godt i det:






Stien ned til vandhullet og den grønne del af haven. Diamantgræsset jeg plantede sidste efterår, spiller allerede fint med lyset, og giver en forsmag på alle de grønne toner i nederste del af haven:
Jeg elsker min lilla/grønne midsommerhave! :)

Jeg ønsker jer den skønneste midsommertid!

Hvem er William Shakespear?

$
0
0
Da jeg overtog denne have, stod der en række røde roser langs den ene hæk fra bunden af haven, op mod huset. Kun nogle få trivedes, og de som stod nede i skyggen ved æbletræerne, var mere døde end levende, så dem flyttede jeg til en mere solrig plads.
En af dem havde stadig salgslabel med navnet: William Shakespear 2000. Den blev plantet sammen med en anden rose med identiske blomster. De kom sig fint efter at have fået en varm, solrig vokseplads, og ses herunder i 2014:


I efteråret 2014 fik jeg jo den ide at centrere havestien så den kom til at gå midt gennem bedet. Roserne blev flyttet over på den anden side af lavendelhækken, hvor stien plejede at ligge. Heldigvis kom de sig hurtigt over den flytning, og ses her i 2015:


I 2014 blomstrede de for første gang rigtig flot, og jeg tog flere nærbilleder af dem. Det var under forskellige lysforhold og jeg troede det var grunden til at roserne varierede i farve. De var overvejende mørkerøde/bordeaux som den 1. herunder, men ind imellem var der nogle med mere violette toner:






I hele 2015 og indtil sensommerfloret her i 2016. har jeg slet ikke fået taget billeder af dem, men her i August, har jeg opdaget at blomsterne er lidt forskellige på de to roser som er plantet sammen. Den ene er tydeligt mere violet tonet (blomsterne højest oppe på billedet herunder) hvor den forreste er mørk bordeaux (mørkere end billedet) med røde og sortviolette nuancer:


Den forreste røde ses herunder. Den er mørkrød i udspring, men de yderste rækker kronblade bliver hurtigt sortviolette på oversiden (meget mørkere end billedet viser) mens midten af blomsten går fra dyb rød til bordeaux. Det er den kraftigste af planterne og de fleste blomster, har i tidens løb set ud som den:


Den bageste på billedet, ses her. Den er tydeligt mere ensfarvet violet og som helhed lidt lysere. Dens skålformede blomster er finere i formen og lidt mere elegante:


Herunder viser jeg nogle flere af den violette type. Selvom det er den røde variant som har blomstret mest, så kan man se på billederne fra 2014 højere oppe, at der er nogle som ligner denne violette type. Jeg er efterhånden ret sikker på at det er to forskellige roser som jeg har plantet sammen:






Alle fotografierne viser roserne lysere end de ser ud i virkeligheden, og den røde variant ser ikke så kras røde ud som billederne viser, men de er tydeligt rød/bordeaux i forhold til den violette type herover. De røde virker iøvrigt lidt løsere i formen, med knap så finskåret yderkant.:





Det store spørgsmål er nu.... hvilken af dem er William Shakespear 2000? Efter de blev flyttet kan jeg slet ikke huske hvem der havde navnelabel på. Måske rosen bare kan varierer så meget i blomsten/farven?

Det næste store spørgsmål... hvilken sort kan den anden rose tænkes at være?

Jeg ville blive så glad for at høre jeres bud, for måske en af jer netop har sådan en rose i haven, og straks kan genkende den. Jeg kan altså så godt lide at være "på fornavn" med mine roser! :)

Jeg ønsker jer en dejlig week-end!

De skønneste ting...

$
0
0
...kan vel ikke siges for tit... eller vises for tit... så selvom jeg har sagt og vist tidligere, at jeg elsker synet af drueklaser... så sker der altså det, når druens grønne farve pludselig er drejet over i de gyldne toner... og solens stråler rammer klaserne på den helt rigtige måde...at der opstår et magisk smukt farvespil, som altid rammer mig lige i hjertet og jeg føler mig så rig og lykkelig... at jeg bliver nødt til at prise synet endnu engang...


Den grønne drue i drivhuset er ikke særlig stor, men den modner rigtig fint herinde

Under taget på terrassen, vokser til gengæld en 6 m. lang grøn drue, som sammen med en Wisteria giver tiltrængt skygge over terrassen. På trods af de to klatreplanter bliver her nemt 25 grader på alm. kølige sommerdage med glidende skyer, og på varme dage er her mellem 30 og 40 grader (i skyggen)


På trods af varmen, er det ikke altid at denne drue modner, men i år har den lune September givet smukke modne drueklaser over terrassen, det er et skønt syn og en smuk pendant til forårets blomstrende blåregn


Her gentager jeg altså mig selv igen... Men, efter en helt almindelig (omend tidlig) remontering, satte Alan Titchmarsh lange årsskud med masser af knopper, som jeg tvivlede lidt på kunne nå at blomstre, men i den sidste uge af September så den største gren således ud:


Kæmpestore perfekte blomster og en masse flotte knopper. Jeg har fulgt blomstringen med et par dages mellemrum:



Herunder er det en af de mindre grene som sprang ud:



Den store gren igen, taget d. 4 Oktober. Herunder er det den store gren set fra siden i regnvejr, hvor jeg var noget bekymret for om den knækkede (den er opbundet halvejs nede på grenen) Heldigvis var det kun en enkelt knop som brækkede. Jeg elsker altså bare den her rose! :)


Efter bygen som var lige på kanten af solregn, glinsede det hele så smukt i solen:


Her er det særlig den smukke diamantgræs (Calamagrostis brachytrica) jeg gerne vil vise. Læg mærke til herunder, hvor yndefuldt aksene hænger når de er tynget af dug:


Set tæt på, kan man godt forstå at den kaldes Diamantgræs:




Jeg plantede den sidste efterår, og har virkelig nydt hvordan solens stråler spillede i aksene:



På espalieret i højre side kan man lige ane en blå/lilla blomstret slyngplante. Det er en klatrende stormhat (Aconitum volubile) som jeg ligeledes plantede sidste efterår. Mage til graciøs vækst skal man lede længe efter!:





Den har blomstret en måned nu, og ser ikke ud til at have tænkt sig at stoppe foreløbig.
Det var lidt af det som jeg har glædet mig mest over her i sensommeren, og som vist har potentiale til at glæde et godt stykke ind i efteråret med! :)

Jeg ønsker jer alle et rigtig dejligt og smukt efterår! :)


Tusind Tak for jeres hilsner! :)

Som I kan se på 4. kommentar fra Simon, er der i øjeblikket en åben blomster foto konkurrence om årstiden her før vinter: FlowerAwards 2016
Du kan sagtens nå at deltage med et foto, og du kan stemme på flere billeder hver dag frem til d. 11/11

Jeg deltager med billedet herunder af den yndige Austin rose: Queen of Sweden på en kold og fugtig September morgen:


Ubegribelig smukt!

$
0
0
Det er indtrykket af skoven, som den står lige nu! Det er helt utrolig smukt derude!
Jeg er rigtig glad for at jeg fik kameraet opladet og medbragt på dagens skovtur i høj Oktobersol, og jeg bliver bare nødt til at dele det med jer, denne gang helt uden ord:







1. November: Tusind Tak for jeres hilsner! :)

Jo da Lisbeth, jeg nyder da at besøge jeres blogge, stort set dagligt! Synd med din Mme Alfred, men jeg kan egentlig godt forestille mig at en så stor rose kan have svært ved at holde til så meget blæst som I jo må have så tæt ved vandet, på en ø. Virkelig ærgeligt, men den skal nok komme op og knejse med nakken igen! :)
Jeg måtte desværre også save stammen af min Mme. Alfred i sommers, den havde fået meget lyst gulligt løv fra alle grene over en vis højde, hvor løvet fra grene nede i bunden var helt normale. Det er jo svært at se på sådan en gammel barket stamme, om der er stængelsyge i den, men jeg turde ikke tage risikoen at det bredte sig helt ned i roden.
Ja, haver er jo altid i forandring, både af gode såvel som af dårlige årsager!

Tak Anette for at vise din vinplante og fortælle navnet: Vitis Rembrandt! :)
Der stod nemlig sådan en op ad muren hvor jeg satte et vægdrivhus, da jeg flyttede ind. Jeg anede jo ikke hvad sort det var, men jeg har lavet nogle stiklinger af den fordi den er så smuk. Se blot her:



Du kan se hele billedserien jeg lavede i et indlæg her: Et syn for Guder!
Jeg er rigtig glad for at kende vinplantens navn! :)

...og Linda, hold da op hvor du fik mig fristet af din beskrivelse af Princess Alexandra of Kent! Austin skriver også at duften har vundet en pris, og også at den er ideel til krukke, så måske jeg alligevel kan få plads til den, den lyder bare Wow! :)


I søndags havde jeg ikke rigtig tid til et indlæg, men jeg syntes at der er en særlig her & nu glæde over billeder som er taget samme dag. Der er dog også nogle andre billeder fra dagen, som jeg gerne ville vise.

Blot 500 m. fra mit hjem, ligger der en åben engdal i skoven, hvor Skov- og Naturstyrelsen har afdeling i en smuk gammel bygning:


Allerede på vejen ud af skoven bliver man overvældet af hvor smukt her er, en virkelig idyllisk plet, som kunne være hvor som helst i et af Danmarks smukkeste landlige egne:

Udsigten over søen, er hvis man kigger til venstre henne hvor vejen svinger.


På forårs- og sommeraftener, er her særlig smukt når aften solstriben leger i piletræernes lyse løv. Det er et helt magisk syn, lige når man er kommet ud fra skovens mørke.

Men udover den åbenlyse skønhed, elsker jeg denne plet, fordi området og det gule stråtækte husmandssted i baggrunden, er som en tro kopi af mine forældres lille 3 længede gård ved Vejle fjord. Synet sætter mange varme minder igang, om Jul og dejlige sommer weekender, mens mine forældre stadig levede.

Min far var inkarneret havemenneske, og min mor holdt meget af blomster, så min bror og jeg er glade for at det var en gartner som købte gården. I dag er det tilhørende jord en vin plantage, så gården bliver drevet videre i den bedste ånd.

Tænk engang hvor heldig jeg er, at have dette sted så tæt på mit hjem, som vækker så mange glade følelser. :)

Til slut vil jeg lige vise farverne i løvet på en syren i krukke ved hoveddøren. Jeg har flere krukker med syren deromme, for området er asfalteret, men det er kun den på billedet som fik disse smukke farver:



I en stor del af Oktober blev man mødt af dette vidunderlige farvespil, når man kiggede ud af hoveddøren.


Tak for besøget!:)

Smuk morgen og uventet visit

$
0
0

Det var det mest vidunderlige vejr at vågne op til her til morgen. Solskin & rimfrost er den smukkeste kombination der findes rent vejrmæssigt. Solens stråler glitrer i frostkrystallerne, så planter og diverse espalier & buer, ligesom får en lysende hvid kontur, og synet forvandles til det rene Eventyr:









Vinteren har heldigvis sine lyse sider! :)


Forleden da jeg gik hen mod stuedøren, for lige at nyde synet af farverne i haven, så jeg en meget stor mørk skygge bevæge sig over terrassens gennemsigtige plastictag. Jeg bøjede mig ned/frem for bedre at kunne se, og i næste nu kom en fiskehejre glidende gennem luften og satte sig på en af havens rosenbuer!


Den sad en stund og kiggede ned på vandhullet lige bag buen, som om den vurderede om det var værd at prøve fiskelykken deri... (der er ingen fisk i)


Luna lå og sov lige foran glasdøren, så jeg måtte stå foroverbøjet med kameraet så langt frem mod ruden som muligt, men billederne er desværre ikke blevet helt skarpe:


Men det var en spændende oplevelse! Lige så heldig jeg var med at opdage den, ligeså uheldig var jeg da den fløj igen, jeg skulle nemlig lige rette ryggen lidt op, og nettop da satte den afsted igen, så jeg fik desværre ingen billeder af det kæmpestore vingefang... men nøøøj hvor så min have lille ud under dens brede vinger :-D 


Rigtig dejlig Week-end!

Bortset fra risengrød...

$
0
0

som jeg i skrivende stund sidder og hygger med, og bortset fra 2 hvide kunstige juletræer med lys (som nogen havde kasseret) så har jeg altså slet ikke tid til jul! Min søn er blevet 18 i år og interesserer sig ikke meget for det med jul mere, og jeg er slet ikke færdig med haven endnu... dagene er så forfærdelig korte!


Aftenerne er til gengæld vidunderligt lange og man har masser af tid til at koncentrere sig om det ene eller det andet nørderi. Det mest produktive projekt har været at afprøve ideer til haven i programmet: Paint.

Herunder et kig ud fra havedøren i August:
Da jeg i 2014 flyttede havestien til at gå ligeud fra havedøren, beholdte jeg den inderste del af den gamle sti(til venstre), så man kunne komme hele vejen rundt om stolpen og beskære vin/Wisteria, men jeg havde fået lyst til at lave et bed i stedet for den gamle sti, så det måtte lige afprøves i Paint:

(du kan lettest se ændringerne ved at klikke billederne store, og så benytte piletasterne mellem de 2 billeder)



Jeg syntes det ser rigtigt godt ud at der kun er en udgang fra terrassen, så der blev plads til 3 roser hvor den gamle sti lå, samt en på venstre side af stolpen.
Dengang der kun fandtes stien til venstre for stolpen, blev den hvide krukke i forgrunden, placeret for at beskytte den lillebitte nyplantede Wisteria, men samtidig så det var lettest mulig at gå rundt om. Nu hvor stien er til højre for stolpen, er det mest naturlige at rykke krukken lidt.
Kl. 23:00 i Nov. går man altså ikke bare lige ud og flytter på en tung krukke som står hævet op, inde i et bed... nej, det er meget nemmere lige at skitse det ind i Paint for at afprøve hvordan det ser ud. :)

Herunder hvordan det mere fyldige bed vil se ud fra siddepladsen på terrassen:



Young Lycidas, som mistrivedes, er flyttet herhen samt 3 nye roser: Mme. Isaac Pereire og Mme. Ernest Calvat som jeg har savnet (havde dem i min første rosenhave) og efter at have set de mest vidunderlige billeder af  Mme Ernest Calvat på Hedgerow Rose  kunne jeg bare ikke leve uden de roser igen.
Den 3. er rosen Mariatheresia, som jeg faldt pladask for, efter at have set Sabelhagens Olivlund ´s indlæg med de skønneste billeder af den og dens sport Baronesse.



Det er rigtig sjovt at lege gartner i Paint! :)

Pottekrogen herunder har jeg længe prøvet at afskærme lidt med planter i espalier, men så fik jeg ideen at fjerne krukkereolen og de inderste fliser, så der kunne plantes klatreroser op ad muren. Det sene efteråret har budt på mange ture i skoven med en spand på cyklen, for at samle den gode løse jord fra muldvarpeskud til erstatning for gruset langs muren, så roserne kunne trives:



Med udsigt til en mur fuld af skønne roser er der slet ikke grund til at dække udsynet mere end lige hvor vandopsamleren står. De nye roser er Aloha, Our last summer og Clarence House.

Herunder ses pottekrogen udefra og på foto ser det unægtelig rodet ud! Underligt som man kan blive "haveblind"!!?? men jeg gik faktisk rundt og syntes den var hyggelig! ?
Det skal lige siges, at det rustne jernstativ ikke plejer at stå her, og det blev allerede i sommers flyttet hen til Gertrude Jekyll i et andet bed. Rosen Golden Celebration, som stativet står ved på billedet, er nu flyttet ind til muren...



...fordi Clarence House har fået pladsen ved indgangen til pottekrogen! Paint-testen herover, viser nemlig tydeligt at en hvid klatrerose vil se aldeles vidunderlig ud lige der!

Set lidt mere på afstand kommer terrassebedet i højre side, til at se nogenlunde således ud:
Clarence House bag en krukke med The Fairy og den hvide ponpon-blomstrende rose Artemis i forgrunden:


Jeg har været meget tilbageholdende med store hvide blomster i haven, men langs huset ser det smukt ud og jeg tror det vil binde hus & have godt sammen, da der er hvidmalet træ langs taget og hele pergolaen, samt hvide vinduer og dør.

For at skabe skygge på den åbne del af terrassen, genbrugte jeg den store parasol som klatrestativ for planter, da lærredet var mørnet. Den har bestået sin prøvetid fint, gennem mindst 2 voldsomme storme, så jeg overvejede at plante en klatrerose ved parasolfoden, så stangen også blev dækket:



Jeg plantede Bourbon Queen her i November, men der kan sagtens være en rose mere, så herover har jeg testet om Compassion ville passe i farven... den står nemlig inde ved muren, hvilket ikke er godt da den har tilbøjelighed til meldug på indelukkede steder.

Hvis du har lyst til at se det billede af Bourbon Queen som gjorde udslaget, at jeg valgte den, så tryk her:  Bourbon Queen  
Den står tilmed ligesom på billedet, med mørk baggrund og lyset ind i samme vinkel, som skønheden på billedet! Wow for en rose!


Imellem de to lyse roser herunder, opstod der en sti da vi flyttede ind, fordi vores dengang killing, elskede at springe op for at fange spidserne på to dagliljer som stod her dengang.(da var roserne ikke plantet endnu) Luna ville selvfølgelig være med til at lege, så det blev en hård omgang for planterne og jeg flyttede dem.

Både Luna og jeg har været meget glad for stien i de her 5 år, men roserne havde efterhånden fået grene så langt ud at de kunne blive skadet af færdsel, så nu er stien blevet plantet til med en pottefuld stiklinger af Rose de Rescht, en Cornelia og bagest en Buddleia Royal Red og lidt længere henne en Buddleia African Queen, som jeg har forsøgt at vise på billedet herunder:


Herunder afprøvede jeg om det kunne være en god ide med rosen Alchymist i æbletræet. Jeg er blevet meget glad for den jeg har oppe ved huset, så da Alchymist var en af de roser som kunne købes til bare 19,- kr. i Bilka, så var det kun et spørgsmål om hvor den kunne plantes.


Det er overraskende hvor meget plads man har når man lige ryster ide-posen godt, og der kan Paint virkelig hjælpe en med at teste ideen, vælge farve osv. Jeg fik plads til 12 nye roser i haven! Det var da Bilka havde ½ pris på roser, at jeg startede med dette projekt, for hvordan kan man modstå at købe roser til 19 kr. pr. stk. for flere af sorterne? Jeg kunne ihvertfald ikke!
Det blev til: Munstead Wood, Alchymist, Aloha, Cornelia, Our last Summer, The Fairy, Mme. Isaac Pereire, Mme. Ernest Calvat, Bourbon Queen, Clarence House, Artemis og Mariatheresia. De 5 sidstnævnte var så ikke helt så lette at finde.
Alle roserne er med intens duft, bortset fra The Fairy og Mariatheresia, men disse to har så meget charme at det ikke betyder noget.

22 Dec
Al den reseach på Google for at læse om roserne, førte til spændende sider om gødning af roser, f.eks. er Alfalfa et produkt som Amerikanerne taler godt om. Alfalfa er Lucerne, og det bliver brugt som "Tea" til roser, ved at lægge det komposterede Alfalfa i vand nogle dage.
På en dansk landbrugs hjemmeside, læste jeg så en undersøgelse om brugen af Lucerne som grøngødning. Hvis den komposteres mister den for mange næringsstoffer, og høstet direkte på jorden udvaskes en del næringsstoffer. Det bedste skulle være at ensilere lucernen, men så svider den det nysåede, så den skal lægges ud noget tid før såning.
Roser har jo dybtgående rødder, og i min have er der et tæt lerlag 30-35 cm nede, som det vil tage udvaskede næringsstoffer en rum tid at passere... Så nu prøver jeg med presset lucerne (foderpiller) til at strø ud i bedene, så det kan opløses i løbet af vinteren og forhåbentlig glæde regnorm og jorden som sådan. 15 kg. kostede ca. 70 kr. uden soja og melasse. Nu håber jeg blot at dræbersneglene ikke syntes at lucerne er yndlingsguf!
Efter de fleste træer omkring min have er fældet, så er der ikke meget andet end rosenblade tilbage i haven, og dem fjerner jeg jo for at mindske smitte af svampesygdomme. Lucernen er altså også et spørgsmål om at tilføre noget plantemateriale til nedbrydning i bedene. Jeg holder meget af vendingen: At man skal dyrke jorden, ikke blot planter.
Derudover strør jeg lidt hestepærer fra ridestierne ud i bedene (hakker dem lidt i stykker i spanden) og noget kommunekompost eller komposteret komøg. Sidstnævnte vil jeg dog hellere vente med til det tidlige forår, ovenpå den første egentlige udstrøgning af organisk rosengødning, så laget bliver dækket af det komposterede komøg, for jeg kan ikke rigtig komme til at grave gødning ned i jorden, da både løg og stauder står tæt.

Nu fik jeg vist afløb for al den havenørderi, som jeg kastede mig ud i her i efteråret, det har været et spændende og sjovt projekt og jeg er simpelthen så glad for de nye roser og glæder mig så meget til at følge dem.
Endelig kan jeg hengive mig til den søde Juletid, omend jeg tog lidt rigeligt forskud på fødselsdags- og Julegaver til mig selv!! :)

Jeg ønsker jer alle i Blogland en Rigtig Glædelig Jul & et Godt og Lykkebringende Nytår! :)

Thank you so very much Marijke, and I wish you a Merry Christmas and a Wonderfull New Year as well!   Rosehugs Alice :)
Tusind Tak Lisbeth! Jeg er helt rørt over at du husker min fødselsdag! :) (men det er jo nok fordi Bent og jeg har fødselsdag samme dag) Det må have været hårdt ikke at være hjemme på Bent´s fødselsdag, men også dejligt at være sammen med børnebørn! :)  Kh og Glædelig Jul!  Alice

Paint er en gratis del af Windows-pakken. Hvis du højreklikker på et af dine foto, kommer en option: Åbn med, og når man klikker på den, kommer nogle nye options, hvor Paint er en af dem. Husk at kopiere dit foto før du maler det over i Paint!

Vinter-lavendel og en ny havebænk

$
0
0
Lavendelblomster er bedårende og duften er lige så dejligt som blomstens skønhed, men jeg er egentlig allermest glad for mine lavendeler i vinterhalvåret, hvor de står som små grågrønne bølgende hække og giver den nøgne vinterhave lidt struktur.


Af samme grund klipper jeg ikke mine lavendel ned, men studser dem blot gennem sommerhalvåret. Indimellem er de så alligevel blevet for store og må klippes hårdt, men de bliver utrolig grimme af det, så det sker ikke ofte.

Men se lige her engang, hvor smuk en lavendel hæk kan præsenteres! Denne ville slet ikke tage sig lige så imponerende ud, hvis den blev klippet ned som man anbefaler. Min vej faldt her forbi for nylig, og jeg måtte bare forbi igen med kamera:



Jeg er helt vild med den, og glæder mig til at komme forbi når den blomstrer til sommer. Meget smukt arrangement med stensætningen, så lavendelen får bedst mulig dræn og lys. Det er skønt at se, når nogen er så konsekvente i dyrkningen af en plante.

Jeg har desværre kun plads til at lade dem foran terrassen blive så store, og selv her måtte jeg skære den største betydeligt ind for et år siden, da den havde indtaget det halve af stien foran, nu er den heldigvis blevet pæn igen efter overgrebet:



Jeg har drømt om en rigtig smuk bænk i haven... altid... eller ihvertfald siden jeg i 80érne begyndte at købe engelske havebøger. En stol her... og et bord der, af den stemningsfulde klassiske slags som jeg holder af, er det blevet til gennem alle de år.

Men se nu lige her hvad jeg fandt i dba efter nytår! Jeg ringede sælger op, og en masse havde allerede henvendt sig, men sku lige tænke over det (typisk måde at prøve at sænke prisen) Så jeg slog til med det samme, og sælger ville gerne køre den enormt tunge bænk hjem til mig for bare 100 kr. Han og min søn bar den gennem huset ud i haven, og Voila! Så stod min store drøm bare der og strålede i haven, uden jeg havde rørt en finger!!!



Jeg elsker den! Den er lige præcis så charmerende, og smuk på den lidt exentriske måde, som jeg allerbedst kan lide det! Mange klassiske støbejerns bænke er lige lovlig fine og pompøse, for ikke at tale om at deres størrelse ville være overvældende i min have, men denne er bare helt perfekt! Den ser måske lidt skævbenet ud, men sådan er modellen bare, den er helt stabil uden at vrikke nogen steder.

Det er en bænk som blev produceret i New York mellem 1860-1900, og vist også i England. Den blev leveret til flere Botaniske haver dengang, og endda til Det Hvide Hus! I dag koster den mellem 1500,- og 3200,- euro i udlandet, og kaldes American Twig Bench, og nogle steder kaldes den Oak Leaf & Serpent cast iron Bench, da den har et slangemotiv på benene. Tænk engang at jeg gav hvad der svarer til under 190 euro for den!

Sælger fortalte at den var gravet fri af et tørvelag ved Roskilde fjord engang i 50érne, formodentlig har den været udsigtsbænk ved fjorden, indtil jorden kollapsede under den ved en stormflod engang... Det er da spændende! Jeg er jo selv fra 50érne, og huset jeg bor i er det også, og bænken her fik altså et helt nyt liv samtidig. :)


Den har det smukkeste grenmotiv med egeblade og agern, og en klædelig rustpatina. Typisk vores kat at han lige skal op og ligge på den, det gør han på alt hvad vi kommer hjem med af nyt, papkasser og alt muligt! :)

Jeg var ikke et sekund i tvivl om hvor bænken skulle stå, for lige da vi flyttede ind, stillede jeg vores gamle Brugsen-Rosenbænk her under æbletræet. Det var dog for besværligt mens vi havde græsplæne, så den blev flyttet igen. Det bliver denne bænk bestemt ikke, for det føles som om det var meningen at den skulle her hjem at stå! :)



Skønne hvide verden

$
0
0
Lyset er vidunderligt når solen skinner på Februar sne, og man mærker virkelig solens magt i forhold til den lave kolde sol ved Juletid.





Vi elsker sne og har kunnet gå aftenturene i skoven her i vinterferien, fordi årets første rigtige snelag lyste nok op til at man kunne færdes derinde om aftenen. Skovstierne bliver mudrede om vinteren, så det er bare med at nyde det rene faste føre mens sneen stadig ligger der. Det blev til nogle dejlige aftenture hvor vi også nød de smukkeste fuldmåne-opgange i starten af vinterferien.

Efter den følgende uges tøvejr og smattede stier, glædede vi os derfor virkelig meget til det lovede snevejr i går aftes, og tilmed ringede min datter at hun kom ud til os. Hun havde dog ikke hørt noget om snevejret, og var slet ikke klædt på til det, så vi aftalte at hente hende på Hareskov station, medbringende vinterfrakke og støvler til hende, så vi kunne nyde turen hjem gennem skoven i snevejret. Tre mennesker og en hund alene i den store sneklædte skov ved 9 tiden om aftenen, det føltes som at være i Sibirien, og det var helt utrolig smukt!







Men en formiddagstur i Februar sol er dog noget af det aller smukkeste!

Haven er også fint snepyntet, men bambussen måtte hjælpes tilbage i lodret, og drivhustaget måtte skrabes for sne. Godt at der ikke kom mere sne, for den ligger meget tungt.





Sneen kom noget sent i år, men så bliver man endnu mere taknemlig når våren for alvor sætter ind, og det må den nu gerne snart gøre, selvom for tidlige forår ofte er noget lumske i temperaturudsving.

Tusind Tak for jeres hilsner! :)
Jo Karsten, jeg tror bestemt der faldt mindst 15 cm sne, men de første par timer smeltede det på jorden, så der ligger 10-12 cm.
Jeg er glad for at de varslede sneen, men den faldt lidt nordligere end forventet. Her var der over 5 cm. sne allerede ved 9 tiden om aftenen, så for at undgå sneplove osv. valgte vi at hente min datter ved stationen i skoven, og så få en god oplevelse ud af det! :)
Hjertlig Tillykke med haveudvidelsen, Linda, hvor ser det godt ud at du har fjernet hækken! Sikke en masse muligheder det giver, og godt at du har så meget mod på at gå igang! Jeg glæder mig til at følge dit store projekt, og især både din og Lisbeths planer om en pergola! :)
Jeg overvejede også på et tidspunkt at lave pergola langs med terrassen, men er blevet jeg glad for espalieret og blåregnen, så jeg koncentrerer mig nu om delingen længere ude i haven.

Varslet om sne fik mig også til at sætte pavillion-teltsiden op igen efter blæsevejret Torsdag, og det virkede perfekt: ikke et snefnug lå der på den overdækkede terrasse, hvor krukker og havemøbler er opbevaret! Pavillion-siden var fundet frem af gemmerne i November, fordi de lovede en streng vinter, og den nåede da lige på målstregen at gøre nytte! :)


Ha´en rigtig dejlig week-end!

Mine drømmes have

$
0
0

Kender I det... at blive fanget af stemningen på gamle gulnede billeder af oldeforældre i deres have? Eller af et dårligt gengivet avisfoto af en smuk have, nogle særlig smukke engelske børnebogs illustrationer, eller fotogengivelser af gamle havemalerier? Jeg gemte ihvertfald ofte sådanne billeder, fordi de var mageløst stemningsfulde.

Det var før internettet, så man måtte tage vare på sådanne skatte i mapper eller æsker.
Dybt i mine erindringer har de billeder lagret sig, og skabt mit indre stemningsbillede af den ypperste havedrøm...

Jeg håber du vil nyde stemningen i billederne, for jeg har forsøgt at ramme det udtryk som slidte gammeldags foto og Illustrationer har. (desværre kan jeg se at ikke alle billederne bliver gengivet lige så fint som de er på min pc, der kommer hvide "skygger" langs de sorte konturer herinde:(


















Ved at lege med grafikken i windows billedredigerings program, skete der det, at jeg genopdagede min have! Samt fandt ud af at jeg allerede har mine drømmes have! For når foto´s af haven, kommer til at ligne de slidte og gulnede billeder som rørte mig så dybt dengang, så kan jeg genkende stemningen, samt se hvor meget haven er skabt med inspiration fra min gamle billedskat:-)

Jeg er fascineret af have historie, og jeg holder særlig meget af haverne fra før motorplæneklipperne blev allemandseje, dengang hver en plet jord var dækket af planter, så klinkebelægning og revne grusstier var måden at komme rundt i frodigheden. Derudover elsker jeg den tids smukke have møbler, som yndefuldt forvandlede vildnisset til en dejlig have.

Jeg håber du nød gennemsynet og jeg kan kun opfordre til at prøve at lege med indstillingerne og variations eksemplerne derinde, selvom det lige først virker noget poppet, så syntes jeg at man kan skabe smukke grafiske udtryk og ihvertfald stemning af gamle slidte fotos og Illustrationer.

Til slut lige et billede af en svane, vi tog på en tur da Luna var hvalp. Jeg syntes det er blevet et smukt billede, næsten Japansk, med den kontur som kan opnås når man leger med programmets grafik:



Tak for besøget og jeg ønsker jer den dejligste forårstid her i Maj!

Tulipaner og kaffegrums

$
0
0

Egentlig synger tulipanerne på sidste vers, men sådan en dejlig morgenstund som i går, ser de stadig knitrende friske ud. Det er utrolig så længe de blomstrer i år, jeg husker tydeligt hvor hurtigt de brændte af sidste år.
Her ses det brede tværgående bed som ligger parallelt med terrassen, og danner adskillelse til havens rum. Billedet er taget nede fra drivhusene så man kan nyde skoven som baggrund:



I forgrunden er det Magic Lavender, derefter den lyse Sweet Love og længst væk er det Negrita og Purple Prince. På billedet herunder, er det samme bed, men set fra have siden af bedet:


Som man kan se på 2. billede, nede i højre hjørne, så var Prærieliljen endnu ikke sprunget ud i går, men her til morgen gnistrer den festligt om kap med himmelblå Forglemmig:




Det er da lige til at komme i godt humør af! Jeg elsker bare disse to planter! Sidste år var Camassia sprunget ud før midten af Maj, så de 10 dages forspring havens vækster havde tidligere i foråret, er tabt igen på grund af den lange kølige periode.
Tulipanen Sweet Love herunder, er den eneste som stadig ser helt frisk ud, det er kun dens farve som har ændret sig en smule:


Billedet herunder er fra starten af Maj, taget fra terrassen, henover det tværgående bed. Forrest er det igen Magic Lavender, med Negrita, Purple Prince og Sweet Love som man kan se er en anelse ferskenfarvet som nyudsprunget. Den hvide i venstre side er Purissima:


Tidlig på foråret tror man næsten aldrig at haven vil komme til at ligne sig selv, men lige pludselig begynder man igen at kunne "se" haven og at kunne nyde synet! :-)

For 2 år siden læste jeg om kaffe som middel mod dræbersnegle, og efter lidt reseach på google, som bekræftede at kaffegrums havde andet end jordforbedrende egenskaber, (og at regnorm ligefrem elsker det) begyndte jeg at stable mine brugte kaffefiltre til de var tørre og kunne udstrøs i haven.

Dengang, for to år siden, kom jeg så for sent igang til at give bunden af haven et ordentlig drys, før hosta, dagliljer og andre jorddækkende vækster (som jeg har stående tæt dernede) allerede var vokset godt til, så den første sommer var det tydeligt, at hvor haven generelt ikke havde nær så mange snegle som normalt, så var der flere dræbersnegle i bunden af haven! De mistrives helt tydelig af den kaffestrøede jord, men umiddelbart kunne det tyde på at de snarere søger væk end ligefrem dør af det.

I år er det anden vinter at jeg har samlet alt mit kaffegrums (ca. 2 spandfulde) og så har jeg især strøet det ud i bunden af haven, samt andre steder som bliver hurtigt dækket af planter, derefter bliver der strøet ud ad libitum, når jeg igen har nok kaffegrums. Det fungerer virkelig godt, jeg havde langt færre dræbersnegle i den rimelig fugtige sommer sidste år, mens de fleste herude syntes at der var kommet flere end sædvanligt.
Apropos overskriften, så har jeg bemærket at sneglene er ret glade for løgvækster, så de skal have et ekstra drys når de afblomstrer.

Da jeg læste om det for to år siden, stod der, at det var endnu mere effektivt at sprøjte med kaffe. Jeg husker ikke om vi taler procent eller promille, men jeg husker at en kop alm. kaffe indeholdt 0.3... og at sneglene dør af styrken 0,1 koffein, dvs. at en kop kaffe blandet med 2 kopper vand giver en effektiv "sprøjtevæske" mod dræbersnegle.
Jeg holder mig nu til udstrøning af mit brugte kaffegrums, for det føles nu lidt mere som grøn tankegang! :-)

Miss Bateman og et nyt projekt

$
0
0
Clematis Miss Bateman har aldrig været smukkere end i år, og med den nye bænk foran, og de hvide akelejefrøstjerner bagved, er dette mit bedste bud på en hvid afdeling af haven:



Det er en underskøn hvid clematis, med smukke limegrønne midterstriber på de nyudsprungne blomsters kronblade, og en dekorativ vinrød midte:



Tilmed er det en af de nemmeste clematis, som kun behøver en studsning af lidt døde småkviste om foråret. Den er aldrig blevet egentlig beskåret:




Der er en helt særlig stemning ved hvide blomster her i den vårgrønne Maj måned, og jeg har ofte haft lyst til at få mere hvid blomstring på denne årstid. Som man kan se herunder, har jeg fået en sokkel under frugtopsatsen, og umiddelbart ser det lidt for højt ud...


Men... nettop højden gav mig en ide! Den ville jo fungere perfekt som støtte for et Wisteria-træ!:


Det skal selvfølgelig være et hvidt Wisteria-træ! Sådan en slags "Tempeltræ" i midten af haven, eller som min søn sagde, da jeg viste ham billedet: Et "Livets træ" :-)

Lige præcis nu, blomstrer tjørnehækken også flere steder, og så må jeg prøve at lave nogle flere hvide akelejer & jacobsstige, så min sene Majhave bliver en rigtig hvid have. Jeg glæder mig til at forme den lille Wisteria floribunda `Alba´ som jeg har plantet, efterhånden som den vokser i løbet af sommeren.
Rigtig God Pinse!

Pludselig gik det stærkt

$
0
0



og det er svært at følge med, for der sker så meget hele tiden. Jeg starter fra en ende af med Aïcha, som har vist sig fra sin mest charmerende side i år:



Hurdal rosen har ligeledes charmeret sit publikum; det er altså en vidunderlig rose:




Rosa Moyesii har aldrig været så smuk som i år, og man begynder at kunne ane dens elegance:





Erinnerung an Brod er altid betagende smuk, en underskøn årlig begivenhed, så tilgiv mig at jeg spammer billeder, men jeg elsker denne rose så højt:









På den modsatte side af espalieret med Erinnerung an Brod, er Wrams Gunnarstorp også begyndt at blomstre:


Alchymist hænger så smukt ned over min søn´s vindue:



Stauderne er også godt igang med blomstring, her øverst en af mine yndlings iris som knækkede i blæsten:





Det er en ubeskrivelig dejlig tid på året, og jeg nyder det i fulde drag! Det håber jeg at I alle giver jer tid til, for det er lige nu batterierne skal oplades! :-)
Jeg ønsker jer en vidunderlig Midsommer!
Viewing all 127 articles
Browse latest View live